Polly Orders a Coffee

The rain decided for Polly. It started halfway across the square, and the nearest door was a corner cafe with fogged windows and a striped awning dripping in slow drops. "Hello, good afternoon!" A badger in a bow tie looked up from the coffee machine as if visitors on rainy days were his favorite kind.

Regnen bestemte for Polly. Den begyndte midt på pladsen, og den nærmeste dør hørte til en hjørnecafé med duggede ruder og en stribet markise, der dryppede langsomt. »Hej, god eftermiddag!« En grævling med butterfly kiggede op fra kaffemaskinen, som om besøg på regnvejrsdage var hans yndlingsslags.

"A coffee with milk, please. Not too hot, if possible." The badger nodded like someone taking the request very seriously, then slid a glass case forward without a word. Inside, golden and sugared, waited the famous ones. "Do you have churros? Everyone talks about them." He pretended to be offended that the question was even necessary. "For here, please. I want to sit by the window for a while."

»En kaffe med mælk, tak. Ikke for varm, hvis det kan lade sig gøre.« Grævlingen nikkede som en, der tager bestillingen meget alvorligt, og skubbede så en montre frem uden at sige et ord. Derinde ventede de, gyldne og sukrede, de berømte. »Har I churros? Alle taler om dem.« Han lod, som om han blev fornærmet over, at spørgsmålet overhovedet var nødvendigt. »Jeg tager den her, tak. Jeg vil gerne sidde lidt ved vinduet.«

The window seat came with the sound of rain and a view of umbrellas hurrying past. Polly dipped, tasted, and understood the entire neighborhood a little better. "The check, please. How much do I owe you?" The number was small; the discovery was not. "How delicious! I am definitely coming back tomorrow." The badger just polished a cup and smiled, because he had heard that before, and it was always true.

Vinduesbordet kom med lyden af regn og en parade af travle paraplyer. Polly dyppede, smagte og forstod hele kvarteret lidt bedre. »Regningen, tak. Hvor meget skylder jeg?« Beløbet var lille; opdagelsen var det ikke. »Hvor er det godt! I morgen kommer jeg tilbage, helt sikkert.« Grævlingen pudsede bare en kop og smilede, for det havde han hørt før, og det passede altid.